Mens de fredede bygninger administreres af Kulturarvsstyrelsen - dvs. Staten, administreres de bevaringsværdige bygninger i kommunerne. Kommunerne udpeger bygninger som bevaringsværdige. Dette sker enten i kommuneplanen eller ved at udarbejde bevarende lokalplaner, der skal sikre bygningerne.
Forskellen på en fredet bygning og en bevaringsværdig bygning er, at de fredede bygninger har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning, mens de bevaringsværdige bygninger har regional eller lokal betydning. En fredning gælder for hele bygningen, såvel det ydre som det indre, mens en udpegning som bevaringsværdig bygning alene vedrører bygningens klimaskærm - altså bygningens ydre.
Kommunerne kan yde økonomisk støtte til vedligeholdelsesarbejder på bevaringsværdige bygninger, men det er desværre meget sjældent forekommende.
En lovændring i 2001 førte til, at Kulturarvsstyrelsen i dag også kan udpege bygninger som bevaringsværdige efter indstilling fra Det Særlige Bygningssyn, regionale faglige kulturmiljøråd eller endog på eget initiativ.
Retsvirkningerne af styrelsens udpegning indebærer en offentlighedsprocedure, før kommunalbestyrelsen eventuelt giver tilladelse til nedrivning af bevaringsværdige bygninger, jf. Bygningsfredningslovens kapitel 5 og er altså i princippet de samme som ved kommunalbestyrelsens udpegning i kommuneplanen.
I særlige tilfælde kan styrelsen imidlertid beslutte, at udpegningen skal have retsvirkning som en lokalplan efter planloven, hvilket indebærer, at nedrivning, ombygning og andre ændringer af bygningen ikke må ske uden kommunalbestyrelsens tilladelse.
Kulturmiljø
I 1972 tilslutter Danmark sig UNESCO-konventionen ved bekendtgørelse af 16. november 1972 om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv. Herved indledes historien om kulturmiljøets beskyttelse, der derefter suppleres af en landsdækkende fredningsplanlægning, der varetager bredere kulturhistoriske interesser i landskabet. Planstyrelsen iværksætter de såkaldte kommuneatlas, som kortlægger og registrerer byers og bygningers bevaringsværdier. De første atlas blev udgivet i 1990 for Roskilde, Nakskov og Bogense kommuner.
I 1992 træder Lov om naturbeskyttelse i kraft. Loven har bl.a. til formål at beskytte, forbedre og genoprette de kulturhistoriske værdier. To år senere vedtages ny Lov om planlægning, hvis formål bl.a. er at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber.
Folketinget beslutter siden, at kulturmiljøværdierne skal indgå i den fremtidige miljøpolitik, herunder i grundlaget for myndighedernes beslutninger.
Kulturmiljø- og kulturmiljøråd
I 1997 vedtages Lov om regionale faglige kulturmiljøråd. De regionale faglige kulturmiljøråd har til opgave at rådgive de offentlige myndigheder i spørgsmål om kulturmiljø. Rådene har også ret til at udtale sig i forbindelse med væsentlige beslutninger om kulturmiljøet, ligesom de kan rådgive lokale bevaringsforeninger.
Danmark tilslutter sig den Europæiske Landskabskonvention i 2000 (Firenze-konventionen), som forpligter os til at værne om bl.a. kulturarven.
Det overordnede ansvar for kulturmiljøet flyttes til Kulturministeriet, men Miljøministeriet beholder bl.a. arealfredning, naturforvaltning, varetagelse af de landskabelige interesser i det åbne land og dele af bymiljøet.
Lov om regionale faglige kulturmiljøråd ændres i 2003, således det nu er frivilligt for amterne, hvorvidt det nedsættes et råd.
Bevaringen af værdifulde kulturmiljøer er et regionalt og kommunalt ansvar. Men Kulturarvsstyrelsen skal i samarbejde med Miljøministeriet udstikke de overordnede retningslinjer for sikring af værdifulde kulturmiljøer, hvorfor Kulturarvsstyrelsen altså er med til at formulere den statslige politik for arealanvendelsen i landets amter. I praksis betyder dette ifølge Kulturarvsstyrelsen, at der stilles krav til amternes planlægning, fordi kulturmiljøet er en statslig interesse, men de konkrete kulturmiljøer i region-, kommune- og lokalplaner udpeges decentralt.
Kulturarvsstyrelsen søger at understøtte kommunernes arbejde med at udpege kulturmiljøer og udvikle politikker for det lokale bevaringsarbejde ved at udarbejde kulturarvsatlas.
Kulturarvsatlas
Kulturarvsstyrelsen understøtter det lokale bevarings- og planlægningsarbejde ved bl.a. at udarbejde kulturarvsatlas, der beskriver både byer, bygninger, fortidsminder, kulturlandskaber og kulturmiljøer i en eller flere kommuner.
Kulturarvsatlas er en videreudvikling af det tidligere kommuneatlas. Der er p.t. omkring 75 udgivne kulturarvsatlas, som alle forefindes på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside og kan ses her.
Fortidsminder
Den arkæologiske kulturarv er særdeles omfattende i Danmark, hvilket bl.a. skyldes, at landet er omgivet af vand. Mange mennesker har efterladt sig spor: Gravhøje, borgruiner, voldsteder, runesten o.a. Ikke sjældent støder man på bopladser og gravfund fra oldtiden, i byerne findes spor fra menneskers liv og virke fra middelalderen til i dag etc.
Kulturarvsstyrelsen er ansvarlig for fortidsminder, der alle er beskyttet mod ødelæggelse ved lov. Flere fortidsminder er varigt fredet, hvorfor deres tilstand ikke må ændres.
